Borgmester Tina Mandrups Grundlovstale 2023

Og pudsigt nok - eller måske koreograferet - hvem ved, så er en større gruppe af personer og organisationer – bl.a. Venstres koryfæ Bertel Haarder – hvem ellers havde jeg nær sagt, gået sammen om initiativet de kalder Grundlovsfesten. GRUNDLOVSFESTEN vil genskabe en stolt tradition og skabe en bevægelse, der skal få folk i Danmark til at markere vores fællesskab, samfund, grundlov og demokrati. De skriver om initiativet: Med GRUNDLOVSFESTEN vil vi puste nyt liv i traditionen omkring Grundlovsdag den 5. juni, for at ilte demokratiet og skabe mere fællesskab, tillid og sammenhængskraft i Danmark. Grundloven og demokratiet fortjener at blive fejret med en fest, hvor særligt børnene er i centrum - for det er dem, der fremover skal udleve, bære og skabe demokratiet.

Alle borgmestre har, som en del af tiltaget endvidere fået opfordringen om at sende en 1 minuts grundlovsvideohilsen til alle kommunens skoler. Det har jeg naturligvis gjort – og med stor glæde. Fra den gamle talerstol her inde i skoven opfordrer jeg eleverne til - sammen med deres forældre og familier at flage på dagen og fejre, at vi lever i et land med demokrati og de frihedsrettigheder, der følger med. 

Som skolemenneske og uddannet samfundsfagslærer har det altid været utrolig vigtig for mig, at børn helt fra de yngste klasser og op gennem ungdomsårene bliver bevidste om det ufattelige privilegium de nyder at være født og vokse op i et af verdens bedst fungerende demokratier. De skal opdrages til ikke bare at tage dette for givet.

For de skal desværre ikke kigge sig langt omkring for at opdage, at selv inden for den europæiske Union er der - skammeligt nok – forfatningsmæssigt demokratiske lande, hvor der slås hårdt ned på ytringsfriheden, indskrænkes i retten til at elske den man vil mv.

Tænk, hvis vi igen ville opleve folk komme strømmende her til Herthadalen i tusindvis, sådan som de gjorde det fra Grundlovens fødsel og langt op til århundredeskiftet. 

Nå, nu drømmer jeg vist, men I skal vide, at det endnu en gang er en stor glæde for mig at tale for jer - mange gode trofaste partimedlemmer af Venstre og I andre, der møder frem her i dag og derved tilkendegiver jeres respekt for demokratiet.

Hvordan går det, Danmark?

Ja, Jeg kunne som en anden læge stille en umiddelbar diagnose på baggrund af en virtuel konference med patienten, hvor jeg ville se et lille udsnit af patientens krop. Alene på den baggrund ville jeg kunne konstatere, at patienten har det skidt og straks udskrive en recept med hurtigvirkende antibiotika for at slå bredt ned og forhindre betændelsestilstanden i at brede sig. Sådan – fixet og på den sikre side – for en stund. For med symptombehandling har skavankerne det med at vende tilbage.

Så i stedet kunne jeg også vælge at gå lidt dybere og mere målrettet og specifikt til værks og sende patienten til røntgen eller endnu bedre scanning. Her ville jeg få et dybere indblik i patientens sundhedstilstand og konstatere, at patientens tilstand er mere kompleks. 

Nu ser jeg en grundlæggende stærk og robust krop, hvor muskelmassen aldrig har været større. De potentielt store muskler er her og der slappe. For patienten har tillagt sig flere og flere dårlige vaner. De tærer på ressourcerne, og hvis ikke patienten stopper op og tænker sig om - ja, lægger nogle af de dårlige vaner fra sig, så kan den ellers så stærke krop, forvandle sig til en trist og knap så potent skikkelse. En forandring som de omkringstående venner, ikke længere synes, er lige så attraktiv at hænge ud sammen med. 

Så ønsker patienten at leve et godt og langt liv, så er det muligt. Men noget skal ændre sig. Patienten er ikke i overhængende fare eller i en krisetilstand, men det bliver kritisk, hvis der ikke sadles om.

Og spørger man mig, Hvordan går det, Danmark så ser jeg nogenlunde den patient, jeg lige beskrev.

Helt grundlæggende er Danmark et robust land der står på et solidt fundament – selv om statsministeren på KLs Topmøde for bar et par måneder siden sagde, at det er selve fundamentet, der er udfordret. For det robuste fundament er jo netop bygget på vores stærke forfatning, grundloven som vi fejrer i dag. Og den er heldigvis mere solid en flygtige politiske udmeldinger.

Og ja, dag jeg tog hjem fra Topmødet i Aalborg for et par måneder siden, så var det da også godt tanket op med krisestemning! 

En stemning som, hvis man kun lytter med det ene øre, ville tænke at uanset, hvor vi vender os hen, så er der krise på krise. Men lytter man også med det andet øre, ja så kommer der flere nuancer frem. Og det er et sted derimellem jeg ville ønske, vi kunne tale og angribe de udfordringer, vi står med. 

Men det kræver to ting og det er faktisk det, jeg efterspørger allermest: ærlighed og mod! 

Ærlighed i den politiske kommunikation. Jeg tror i virkeligheden det er den allerstørste mangelvare i vores land. Og beklageligvis har prisen på ærlighed ikke fulgt med inflationen op, som alle andre varer, der er eksploderet i pris! 

Tænk, hvis det var sådan! Så kunne vi tage en snak om den ellers sunde patient, der begynder at skrante på grund af de dårlige vaner. Jeg bekymres over, at den politiske retorik og de modsatrettede udmeldinger forplumrer billedet og skaber distance mellem politikere og borgere. 

Når der på den ene sider gives indtryk af, at vi står over for alverdens kriser og på den anden side loves mere og mere velfærd til danskerne, mens ekstra milliarder triller ud af statskassen lige så hurtigt som de ruller ind.

KLs formand, Martin Damm – også en god Venstremand – sagde det så rammende i optakten til dette års økonomiaftale med finansministeren: at hvis I, i regeringen, lover guldrandede standarder til borgerne, så må I også møde op til forhandlingerne med Guldkortet. 

Gjorde finansministeren så det? NEJ! Og er det, det værste? NEJ! Det er værste er den mangel på ærlig udmelding om kommuneaftalen. For selv om det hele lød tilforladeligt, så er det langt fra sådan. Og jeg vil gerne gøre det helt klart – kommunernes topforhandlere gjorde, hvad de kunne, men finansministeren beholdt guldkortet i pungen, og han havde desværre ikke modet til at sige, at kommunerne må sluge den bitre pille, der hedder mangelfuld kompensation for inflationen i 2022. 

Men lad mig være lidt nuanceret og optimistisk ift. fremtiden. For når der ikke kommer flere penge til kommunerne end det der netop rækker til at vi bliver flere børn og ældre, ja, så er det godt, at vi i økonomiaftalen også fik noget, der er i mine øjne, er lige så værdifuldt som rede penge. Nemlig forventning om lovændringer der giver os i kommunerne mere manøvrerum. Det gælder især, når vi træffer afgørelser inden for det specialiserede område. Her må vi for nuværende ikke skele til det økonomiske aspekt. Og der er groteske eksempler på afgørelser i Ankestyrelsen, der betyder, at kommunen bliver pålagt en løsning, der koster fællesskabet mange penge, og uden at være den bedste løsning for borgeren. Det er her jeg efterlyser mod til, at vi som samfund begynder at tale om, hvad der er ret og rimeligt, at fællesskabet kan og skal holde for med. 

I den desværre skuffende grundlovsdebat i går aftes på DR, var der kun en politiker, der havde modet og ærligheden til at bringe debatten op på et mere idealistisk og principielt niveau. Den debat var der ikke andre der gik ind i – og værten greb den heller ikke. Jeg tænker på passagen, hvor Martin Lidegaard bragte eksemplet ind fra sin egen omgangskreds, om en 90-årig terminal patient, der fortsat blev udredt og modtog forskellige operationer. 

Med Grundloven som bagtæppe for debatten, havde det været befriende, hvis politikerne kunne have løftet både blikket og niveauet for debatten til en mere principiel debat. Vi blev desværre blot bekræftet i de sædvanlige politiske positioneringer frem for en debat med afsæt i Grundlovens søjler om frihed, lighed, rettighed og pligt i relation til fællesskabet – og hvad det vil sige i samfundet anno 2023.

Ja, det er et lige så nærliggende spørgsmål, når vi nu netop fejrer Grundlovsdag her i de skønne rammer på Herthadalen. Og jo, vi har det faktisk godt her i vores smukke kommune med skov, vand og strand omkring os. Noget som mange andre har fået øjnene op for. Vi bliver flere og flere – og vi tæller i talende stund 29.000 Lejreborgere. 

Modsat min diagnose om patienten, Danmark, ja så må jeg sige, at det der udfordrer os i kommunerne – og altså ikke bare i Lejre Kommune, men i stort set alle landets kommuner – handler om både mangel på penge, mangel på selvbestemmelse og at det er her vi mærker den stigende disharmoni i kontrakten mellem borgerne og velfærdsstaten. 

Forventningen mellem borger og kommune er udfordret. Gabet mellem borgernes forventninger og det, vi reelt kan levere, er stort og det bliver større og større. Jeg ved det, når jeg som borgmester kommer rundt og taler med borgerne. Når min borgmesterdør står åben hver anden torsdag. Når jeg modtager mails. Og når jeg læser vrede og frustrerede indlæg på Facebook eller i avisen.

Og nu vil jeg så vise modet til at bringe lidt ærlighed ind i debatten: Jo flere penge vi bruger på de få, des færre penge er der til de mange. Er det rimeligt? Ja, det er den snak, vi burde tage. 

For ved ikke at gøre det, risikerer vi at skabe større afstand og forståelse mellem de mange og de få. 

Regeringen taler om behovet for reformer – jeg er helt enig!

Og det mener jeg også vi skal, når vi kommunalt ser på kommunernes opgaveløsning i et fremtidsperspektiv.

Det er jeg ikke sikker på! 

Jeg har derfor i første omgang bedt administrationen om at granske tildelinger, forbrug mm. til skolerne. Og resultatet indtil videre viser, at skolerne mangler 70.000,-/årligt pr. fuldtidsstilling for bare at kunne betale gennemsnitslønnen. Det stiller skolelederne i en helt urimelig situation. På den ene side skal de leve op til folkeskoleloven og de politiske beslutninger, vi tager i kommunalbestyrelsen. På den anden side skal de – naturligvis overholde deres budgetter. Det er helt urimelige vilkår, og jeg håber, at hele kommunalbestyrelsen vil være med på en langsigtet strategi, hvor vi gradvist flytter de forventede tocifrede millionbeløb tilbage til almenskolen frem for at allokere dem til dyre specialtilbud. 

For der er noget galt, når så mange børn – specielt i Lejre Kommune – skal have specialtilbud udenfor det store almene fællesskab. 

Det er i sidste ende hverken til gavn for det enkelte barn eller for sammenhængskraften. 

Og det kræver politisk mod at sige, at vi er nået et niveau, hvor det ikke er hverken klogt eller rimeligt at bruge så mange penge på de få.

Den form for ærlighed kommer vi til at melde ud med. Og det kræver mod, for der ligger en indbygget modstand i at tale om, hvad der er ret og rimeligt at forvente at fællesskabet tager sig af. Og endnu sværere, at tale om og forvente, at man som borger tager mere ansvar for sig selv og sin familie. 

Og står jeg så her i dag som borgmester og blot sender ansvaret tilbage til borgerne? Nej, det synes ikke, men jeg har besluttet mig for at bringe ærlighed ind i debatten – en svær disciplin, for der går hurtigt politik i den. Men jeg vover – og når jeg ser på den kommunale administration – ikke mindst på denne grundlovsdag – er det nærliggende at  spørge, om vi får mere og bedre demokrati med to rådhuse i en lille kommune som Lejre? 

Jeg har ikke bedt administrationen om at se på det demokratiske udbytte, men jeg har bedt dem udarbejde en analyse og et notat af, hvor meget vi vil kunne spare i kroner og øre ved at samle rådhusfunktionerne på det ene af de to rådhuse, og så afvikle det andet. 

Selv en sag som denne der emmer af fornuft, kan der let gå følelser og politik i. 

Så hvordan går det, Lejre? Forhåbentlig langt bedre, hvis vi tør være modige og stå ved vores beslutninger, selv om jorden ryster lidt under os.    

Når jeg står her med jer foran mig, Dannebrog til tops, solen der varmer og spejler sig i Knap Sø så tænker jeg, at der er grund til at glæde sig. Vi har forhåbentlig hver især mange gode ting - små som store - at glæde os over. 

Sammen er der også god grund til at glæde sig - glæde sig over vores dejlige land og den frihed, vi værdsætter så højt. 

En frihed til at tænke, sige og mene, hvad vi vil. Men også en frihed som forpligter - for med frihed ligger også forventningen om ikke at støde og genere andre. Frihed og ansvar er to forbundne størrelser. Vores velfungerende samfund er ikke faldet ned fra himlen sammen med Dannebrog. Nej, det står på et generationstungt fundament af arbejdsomhed, nøjsomhed og vilje. Og det, der kitter det hele sammen, er fællesskabet - det fælles skabende. Men uden respekten for at fællesskabet også er et spørgsmål om begrænsede økonomiske ressourcer og prioriteringer, slår det revner. Det er dét budskab, jeg håber, at initiativet Grundlovsfesten og Danmarks Radios nye tiltag op til Grundlovsdag, vil fokusere på og lære de unge generationer at leve ud i både tanke og handling. 

Jeg er optimist! Og jeg bekender mig til et optimistisk livssyn. Hvor optimisme er at erkende at kriserne og udfordringerne som uundgåelige og med en tro på, at man kan gøre noget ved dem.

Med disse ord, tak fordi I lyttede. Selv glæder jeg mig til de næste talere.  

Rigtig god Grundlovsfejring – og Demokratiet længe leve.